Astronomikursus på Silkeborg Højskole
Af Magnus Edinger
Fra søndag d. 4. august til lørdag d. 10. august var min far (Lars) og jeg til et astronomikursus på Silkeborg Højskole. Det var utrolig spændende og lærerigt og kan anbefales til alle med bare den mindste interesse i astronomi. Den følgende fortælling er min helt egen beretning om, hvordan det var.
Søndag d. 4. august:
Vi ankom til højskolen kl. 15:30 efter en dødkedelig køretur på 3½ time. Vi
fik udleveret nøgler og indrettede os i vores rum. Derefter gik vi en tur for
at slå tiden ihjel, da det først var kl. 17:30, der var aftensmad. Vi fik
også snakket med Hans Kjeldsen, Ph.d og forskningsadjunkt i astronomi på Aarhus Universitet, som
fortalte om hvad han lavede som astronom samt hvad vi skulle lave i løbet af ugen.
Så fik vi aftensmad og kl. 19:00 var der åbningsaften med velkomst,
introduktion til "workshops" (vi skulle vælge en workshop, som vi
skulle arbejde med i resten af ugen. Mere om det senere). Ved den lejlighed blev
der drukket rigelige mængder økologisk kaffe, fortalt historier og
sunget sange. Der var planlagt stjerneobservationer kl. 22:00, men da vejret
ikke var til det, blev det aflyst.
Mandag d. 5. august:
Kl. 6-8 var der morgensvømning, hvilket IKKE er noget for mig. Jeg ville
hellere blive i sengen. Jeg kom dog endelig op kl. 8:00, da der var morgenmad.
Herefter var der morgensamling, hvor alle kursusdeltagerne (der var ca. 35)
fortalte kort om sig selv. Så var det tid til ugens første foredrag, som Hans
Kjeldsen skulle holde. Foredragets titel var "Stjerners dannelse, udvikling
og død". Foredraget var utrolig spændende og han viste en masse flotte
billeder.
Efter foredraget var der frokost. Kl. 13:00 blev det tid til at vi skulle til
Steno Museet i Århus. Her blev vi vist rundt af Hans Buhl. Efter rundvisningen
var der en forestilling i museets planetarium om himmelkoordinater. Vi sad i
nogle meget behagelige stole og fra flere steder kunne man høre en salig
snorken. Så blev det tid til at vi skulle tilbage til højskolen og have
aftensmad. Kl. 19:00 skulle vi ud at sejle på Silkeborg-søerne med skibet Hjejlen. Det var en smuk tur og vejrguderne havde givet os godt vejr. Jeg fik
taget adskillige gode billeder af solnedgangen. Desværre blev det overskyet, da
vi kom i land og de planlagte stjerneobservationer gik i vasken.
Billeder fra 5. August
Tirsdag d. 6. august:
Der var igen morgensvømning, som jeg (heldigvis) ikke var med til. Så var
der morgenmad, herefter morgensamling og efter det blev det tid til ugens andet
foredrag. Det var Hans Buhl, som skulle fortælle om "Verdensbilleder
gennem 4 årtusinder. Han fortalte om, hvordan verdensbilledet har ændret sig
gennem flere tusinde år; Fra Aristoteles' geocentriske (jordcentrerede) til det
Heliocentriske (solcentrerede) til det, vi har i dag.
Så var der frokost og under den opdagede jeg og min far en større forsamling samlet
udenfor omkring et teleskop. Vi gik ud for at se, hvad det var. Én af
deltagerne havde fortalt, at han havde et Hydrogen-alfa (Ha)
filter med og det var han nu ude og observere med. Med et Ha-filter
kan man se "masseudkastninger," som ligner enorme fakler på solens
kant. Desværre koster det billigste Ha-filter,
som kan købes hos Astro i Aalborg, ca.
11.000 kr.
Hjemme har jeg selv et hjemmebygget solfilter, som man kun kan se solpletter
med. Det er ikke specielt spændende, da der går et par dage, før der er sket
nogen nævneværdige ændringer. Med et Ha-filter
kan man se ændringer indenfor få timer. DET er spændende og så er det også
utrolig flot. Billeder kan ses hos producenterne Coronado
Filters.
Efter solobservationerne var det tid til ugens første
workshop. Man kunne vælge mellem "Fra Ptolomæus til Hubble" -
astronomiens historie; "Aktuel astronomi" samt konstruktion af
planetsti. Min far og jeg havde meldt os på Aktuel astronomi, hvor vi både
fandt ud af aktuelle emner, men også fandt ud af det, vi gerne ville vide lidt
mere om. Jeg ville bl.a. gerne høre noget om kvasarer.
Klokken 17:30 var der aftensmad og så var det tid til dagens andet foredrag,
"Kosmiske katastrofer," ved astrofysiker Jan Teuber. Han har oversat
adskillige astronomibøger og jeg fik at vide, at han nærmest oversætter alle
nyere astronomibøger. Han indledte sit foredrag med: "Har i hørt den
dårlige nyhed?...Det er, at Verden ikke går under i år 2019!" Det
var lige efter, at det var offentliggjort, at asteroiden 2002 NT7 ikke ville
ramme Jorden i år 2019. Det var også et meget spændende foredrag, hvor han
fortalte om sandsynligheden for asteroidenedslag, Tunguska-katastrofen samt alt
andet relevant om emnet.
Efter foredraget gik de fleste ned i spisestuen, hvor Jan Teuber havde anbragt sig og
ville besvare spørgsmål. Der blev snakket, drukket øl og kaffe og så videre.
På et tidspunkt sendte jeg min noget gennemlæste udgave af "Gyldendals
store stjernehåndbog" rundt og da han så den udbrød han: "Neej,
sikke en god bog!" Han havde også oversat den. Jeg bad ham lidt senere om
at signere den, men desværre kunne han ikke finde på noget godt at skrive, så
han sagde, at han ville vente til i morgen med at skrive noget og den var jeg
med på.
I dag var der også planlagt observationer, men det var igen overskyet.
Billeder fra 6. August
Onsdag d. 7. august:
Gik som sædvanlig; Morgensvømning, morgenmad, morgensamling og derefter
workshops, hvor jeg prøvede at finde noget om kvasarer.
Og så blev det tid til dagens første foredrag. Det var Henry
Nørgaard, lederen af Tycho Brahe Planetariet
i København, som skulle fortælle om "Aktuelle problemstillinger i vore
undersøgelser af universet. Han fortalte bl.a. hvorfor natten var mørk, om
rødforskydning og om antallet af stjerner i universet (ca. 1022)
og meget andet. Desuden gav han mig et signeret stjernehjul (også kaldet en
planisfære).
Så var der aftensmad og herefter var der et causeri ved en af lærerne, Erik
Lindebjerg, om stjernebilleder. Han fortalte om myterne omkring nogle af
stjernebillederne på den nordlige halvkugle, heriblandt Perseus, Andromeda,
Cassiopeia, Cepheus m.fl. Han viste også nogle ganske morsomme illustrationer
til det.
Efter foredraget gik vi ned i spisesalen og fik kaffe, kage, øl og så videre.
Kl. 22.00 var der igen planlagt stjerneobservationer, men det var som sædvanlig
overskyet, så vi gik bare ind og drak noget mere kaffe.
I dag blev der også afholdt Danmarkmesterskaberne i fyrværkeri klokken 23.00.
Vi gik lidt væk fra højskolen for at kunne se fyrværkeriet lidt bedre. Det
var utrolig flot. Vi fik at vide, at der blev affyret for 40.000 kr. på de ca.
15 minutter, det varede.
Ingen billeder fra i dag!
Torsdag d. 8. august:
Den sædvanlige procedure; Morgensvømning, morgenmad, morgensamling og
derefter skulle Jens Martin Knudsen holde foredrag om "Det gådefulde
univers." Det var helt klart ugens mest spændende foredrag, hvor han
fortalte om universets skabelse (Big Bang) og dets videre forløb med dannelsen
af stjerner og galakser, samt grundlagene for liv i universet. Han fortalte også
om, hvad der vil ske senere hen, når universet bliver ældre.
Så var der frokost, derefter workshops, hvor jeg igen prøvede at finde noget
mere om kvasarer. Desuden var vi igen ude og observere solen med både Ha-filter
og med almindelige solfiltre ("hvidt-lys-filtre"). Vi fandt også planeten
Venus i teleskoperne. Den kan udmærket ses i dagslys, selv med en almindelig
håndkikkert. Dog forudsætter det (sjovt nok), at man skal vide, hvor man kan
se den.
Så blev det tid til aftensmaden. Efter denne var der afgang til Ole Rømer
Observatoriet i Århus. Der fik vi så teleskopet, som var på observatoriet, at
se. Det var et 40 cm (16-tommer) Cassegrain-teleskop. Vi fik mulighed for at se
ned i det, men da der var begyndt at komme skyer, fik vi ikke lejlighed til at
observere med det. Efter at alle havde synet kikkerten an fik vi observatoriets
historie fortalt. Desuden fortalte Hans Kjeldsen, som var guide, om
observatorierne på de Kanariske Øer (La Palma) samt dem i Chile (La Silla og
Paranal).
Så kørte vi tilbage til Højskolen, hvor der var "natkassefilm".
Den skulle naturligvis handle om astronomi, så vi så filmen "Contact",
som handlede om, at der blev gjort kontakt med væsner udenfor Jorden. Efter
denne var det så sengetid.
Billeder fra d. 8. August
Fredag d. 9. august:
Det sædvanlige; Morgensvømning, morgenmad, morgensamling
og derefter et foredrag af Finn Christiansen. Han fortalte om "Hvad nu
hvis...? - hvilke konsekvenser får muligheden for liv uden for Jorden for vores
opfattelse af os selv?" Han fortalte (sjovt nok) om sandsynligheden for liv
uden for Jorden og hvilke konsekvenser, det ville få, hvis vi opdagede liv
udenfor Jorden.
Så var der frokost. Jan Teuber havde stadig ikke signeret min bog og han skulle
snart rejse hjem, så jeg tryglede ham om at skrive noget. Han skrev en ganske
morsom sætning.
Derefter var der workshops, hvor vi havde opsamling. Vi fortalte,
hvad vi havde fundet ud af i løbet af ugen (f.eks. havde jeg fundet ud af, hvad
kvasar er en forkortelse for; Kvasi-stellar radiokilde).
Om aftenen var der festmiddag, hvor vi fik god mad og drikke. Der var også flere
underholdende indslag, deriblandt blev der fortalt nogle ganske sjove historier.
Ingen billeder fra i dag!
Lørdag d. 10. august:
I dag skulle vi hjem. Der var morgenmad, herefter tog vi afsked med alle
deltagerne og så kørte vi.