Sådan blev jeg fanget af astronomien

Starten

Lige fra barnsben har jeg været fascineret af forskellige naturvidenskabelige emner, ikke mindst himmelrummet med dets myriader af galakser og stjerner. Jeg skulle dog komme op i sidste halvdel af 40’rne, inden jeg fik gjort noget ud af at observere himlen gennem en kikkert. Det der triggede mig var, at jeg havde lånt en god kikkert af min genbo, som jeg brugte til at kigge på månen med, og det var vældig godt. En aften havde min kæreste og jeg besøg af et vennepar, og mens konerne snakkede i stuen, skulle os mænd selvfølgelig lige ud og kigge lidt på månen, og da det var gjort, lykkedes det med møje og besvær at rette kikkerten ind mod en ”stjerne”, som viste sig at være Saturn. Det at vi kunne se ringsystemet om planeten gav mig virkelig blod på tanden, og det følgende efterår investerede jeg i et computerstyret teleskop, som selv kan finde de forskellige himmellegemer, da jeg endnu ikke selv er så god til at finde rundt på himlen.

De første oplevelser
Mine første oplevelser med teleskopet var naturligt nok at studere månen i gennem forskellige okularer, ikke mindst for at lære teleskopet lidt at kende. Det var meget fascinerende at opleve, at der er skygge i bunden af kraterne samt at bjergkæderne kaster skygge hen ad månens overflade.

Senere oplevede jeg Orion-tågen, og jeg opdagede, at Venus har faser lige som månen, hvilket jeg vist godt vidste, men aldrig har tænkt nærmere over.

I mellemtiden var der hos mig opstået et ønske om at snakke med andre, der havde samme interesse, så jeg begyndte at se mig om efter en forening, hvor jeg kunne komme og lære nyt og udveksle erfaringer, og det endte med, at jeg blev medlem af AFFS i slutningen af 2008.

AFFS
Ud over de rent faglige indslag i foreningen i form af forskellige foredrag samt de sociale arrangementer som jule- og sommerafslutninger, har de største oplevelser for mig været at deltage i nogle af foreningens mere eller mindre åbne arrangementer.

Det er altid en fornøjelse at kunne formidle sin begejstring og glæde over sin hobby. For mig er det vigtigere end at videregive facts. Jeg har haft mulighed for at fortælle til seminarieelever og spejdere, men den største oplevelse var, da vi sammen med Naturcenter Avnø afholdt arrangementet ”Flagermus og Saturn”, hvor der først var flagermusetur i området og derefter kig til en fantastisk Saturn. Der var mange benovede og forundrede børn og voksne, som var oprigtigt imponerede over at det var muligt at se Saturn og dens ringe så tydeligt. Mange af dem vendte tilbage flere gange og skulle lige have et ekstra kig, og vi måtte sænke teleskoperne ned i børnehøjde også, så de mange børn også kunne være med.

Når jeg deltager i sådanne arrangementer, så synes jeg for alvor, at vores mission er lykkedes, og sådan en aften er noget vi glæder os længe over i foreningen.

Tilbage