Astrofoto med mobiltelefon

Hvis din mobiltelefon har et kamera, kan du bruge dette til at tage astrobilleder med. Godt nok ikke fjerne galakser eller gaståger, men Solen og Månen er de oplagte motiver. Venus, Jupiter og Saturn kan du måske også have succes med.

Billedkvaliteten kan selvfølgelig altid diskuteres, men det er nu meget sjovt at se Månens kratere tone frem på ens mobil.

På billedet kan du se ”opstillingen” jeg brugte til at tage månefotos med. Jeg holdt blot mobiltelefonens kamera op til okularet (ca. 110x forstørrelse) og flyttede langsomt rundt på mobilen, til skærmen viste et flot månebillede og så knipsede jeg et billede.

Det tog nogle forsøg, for at finde det sted, hvor jeg fik det bedste billede. Samtidig var det lidt svært at holde mobilen helt stille, så jeg brugte 4-5 forsøg, før jeg fik taget billedet vist her på siden. Så giv ikke op, hvis dit første billede ikke bliver godt!

På dette billede kan du se resultatet - Kameraet er på 2 megapixels.